Om programmet
Et solidt internationalt netværk bygger ikke på hurtige møder alene. Det kræver tid, tillid og gensidig interesse. Med CREATIVE OXYGEN skaber vi rammerne for netop det – og vi tror på, at langsigtet internationalisering begynder med at være nysgerrig, generøs og til stede.
CREATIVE OXYGEN er et internationalt udviklingsforløb under Edinburgh Festivalerne, hvor scenekunstnere fra Danmark, England og Canada mødes om det, der betyder allermest: kunsten.
I løbet af 5 intense dage i Edinburgh vil du:
- se forestillinger sammen med kunstnere fra hele verden
- indgå i faciliterede samtaler og refleksioner om det sete
- dele og udvikle din egen kunstneriske praksis
- deltage i netværksarrangementer
- møde en international “host artist”, som matcher din profil og introducerer dig til sit netværk
Hvorfor deltage i CREATIVE OXYGEN?
CREATIVE OXYGEN handler om at skabe mulighed for et styrket internationalt udsyn og langsigtede netværksmuligheder – ved at tune ind på kunsten og begribe hvordan den også bliver formet af forskellige kulturelle kontekster.
Programmet er ikke et showcase-forløb. Det handler ikke om at sælge en forestilling, men om at udvikle dig som kunstner gennem indtryk, dialog og nye forbindelser.
Du får mulighed for at:
- Reflektere over din praksis i et globalt perspektiv – og opdage hvad der resonerer internationalt.
- Skærpe dit kunstneriske mindset gennem møder med nye formater, kunstsyn og kolleger.
- Udvikle dit internationale netværk strategisk – både gennem faciliterede netværksmøder og introduktioner fra en international host artist, som deler din kunstneriske tilgang.
- Opbygge relationer, der rækker ud over festivalen – med potentielle samarbejdspartnere, co-producere og platforme.
Hvem kan søge?
Vi søger to kunstnere eller kreative producere fra det frie scenekunstfelt i Danmark med en stærk kunstnerisk profil og et internationalt engagement.
Udvælgelse sker af Wildtopia (#DANISH) og Udviklingsplatformen for Scenekunst, og der kan forventes svar på ansøgning senest 24. juni 2025.
Vi tilbyder:
- Rejse, forsikring og UK ETA
- 5 overnatninger og 5 dages diæter i Edinburgh
- Dagshonorar i 5 dage
- Billetter til udvalgte forestillinger
- To møder med en international host artist
Praktisk info
- Hvor og hvornår: Edinburgh - 17. august – 22. august
- Ansøgningsfrist: 9. juni kl. 23:59
- Spørgsmål? Kontakt Wildtopia v. Karen Toftegaard: karen@wildtopia.dk
- Svar på ansøgning: 24. juni
Vi er opmærksomme på, at fristen for at søge er relativt kort. Det skyldes, at vi har afventet endelig afklaring om projektets grundfinansiering fra eksterne kilder. Vi ved også, at mange har travlt med ansøgningsarbejde op mod fristerne i Statens Kunstfond primo juni. Derfor har vi gjort ansøgningsprocessen så enkel som muligt: Formularen tager ca. 10 minutter at udfylde, og der er ikke krav om at uploade materiale udarbejdet specifikt til dette projekt.
Bag programmet
CREATIVE OXYGEN er et samarbejde mellem Wildtopia (#DANISH), Udviklingsplatformen for Scenekunst, Here & Now (England) og NAC (Canada). Den danske deltagelse er støttet af Statens Kunstfond.
ANSØG CREATIVE OXYGEN HER



